eQuizShow

Humanbiologi21

Nyrerne

Urinensdannelse finder sted ved tubulære viderbehanling af et glomerulært ultrafiltrataf plasma.

Tre trin i dannelse af urin:

1.    Filtration

2.    Reabsorption

3.    Sekretion

1.     Glomerulærfiltration:

·     Fraglomeruluskapillærerne filtreres væske fra blodet over filtrationsmembranen ogover i den Bowman’ske kapsel.

·     Vandog små molekyler filtreres fra blodet og de større molekyler.

·     Det dannedefiltrat kaldes Præurin og indeholdernæsten det samme som plasma, foruden blodceller og blodproteiner

·     Filtrationstrykket: Væske presses over filtrationsmembranenpga. forskel i tryk på hver side af membranen. 

o  Hydrostatisk tryk iglomeruluskapillærerne:Ca. 50 mmHg. Kapillærtrykket kan ændres vha. glat muskulatur, der kan ændrediameter af afferente og efferente arterioler

o  Hydrostatisk tryk i den Bowman’skekapsel: Ca. 10 mmHg.Skyldes det filtrat, der allerede er i kapslen.

o  Blodets kolloidt osmotiske tryk: Ca. 30 mmHg. Blodets kolloidt osmotisketryk skyldes tilstedeværelsen af plasmaproteiner i blodet.Væske vil bevæge sigved osmose ind i de glomerulære kapillærer.

2.     Tubulærreabsorption:

·     Detdannede filtrat flyder igennem proksimale tubuli, Henles slynge, distale tubuliog ud i samlerørerne.

·     Underdette gennemløb sker der en reabsorption af vand og nyttige stoffer, somkroppen skal bruge, og som derfor ikke skal udskilles med urinen.

·     Reabsorptionsprocesserneer selektive, så reabsorption sker i overensstemmelse med organismens behov.Ca. 99 % af filtratet reabsorberes.

Stoffer, der reabsorberes:

·     Aminosyrer

·     Glucose

·     Fructose

·     K⁺,Na⁺, Cl^-, Ca²⁺, HCO₃^- ogMg²⁺ .

Stoffer, der reabsorberes imindre grad,

·     omfatterbl.a. urinstof og kreatinin ® disse findes i høj koncentration iurinen.

Reabsorptionsmekanismer:  

§ Aktive mekanismer (kræver ATP):

§ Mangeopløste stoffer reabsorberes vha. sekundær aktiv transport med Na⁺:I epithelcellernes membraner er der Na⁺/K⁺-pumper, derpumper Na⁺ ud i interstitialrummet og K⁺ ind iepithelcellerne under forbrug af ATP. Herved bliver den intracellulærekoncentration af Na⁺ lav.

§ Na⁺-koncentrationi nefronets lumen er høj. Denne koncentrationsgradient bruges til atco-transportere andre stoffer med natrium ind i epithelcellerne. Herfradiffunderer de videre ud i interstitialrummet ved faciliteret diffusion.

§ Passive mekanismer: Osmose: Vand reabsorberes via osmose.

§ Diffusion: Fedtopløselige stoffer (mange miljøgifteog alkohol) kan let passere igennem epithelcellerne, og de reabsorberes derforpassivt ved diffusion og det er derfor svært for kroppen at skille sig af meddisse stoffer.

Reabsorption i deforskellige dele af tubuli: Forskelligedele af tubulussystemet har forskellige betydning for reabsorptionensprocessen:

§ Proksimale tubuli: Har mikrovilli ® stortoverfladeareal.

·     Er permeabelfor vand. Her sker største del af reabsorptionen (aminosyrer, Na⁺,K⁺ mv. transporteres ud af tubuli ved aktiv transport. Vand følgerefter de opløste stoffer ved osmose). Filtratets volumen reduceres med i alt 65%.

§ Descenderende del af Henles slynge: Permeabel for vand og opløste stoffer.Går ned igennem medulla, hvor koncentrationen i vævsvæsken gradvist stiger.Vand forlader tubuli ved osmose og opløste stoffer diffunderer langsomt ind itubuli. Volumen reduceres med 15%.

§ Ascenderende del af Henles slynge: Bevæger sig op igennem medulla, hvorkoncentration i vævsvæsken gradvist falder. Ikke permeabel for vand.Opløste stoffer passerer ud af tubuli ved diffusion i det tynde segment. Visseioner transporteres aktivt ud af tubuli i det tykke segment.

§ Distale tubuli og samlerørene: Epithelcellerne er næsten ikkepermeable for opløste stoffer ® koncentrationsforskelle dannet vedaktive transportprocesser kan opretholdes uden at blive udlignet ved diffusionog osmose. Permeabilitet for vand reguleres ved hormonelle mekanismer (ADH)og derved påvirkes urinens koncentration. Ved tilstedeværelsen af ADHreabsorberes 19 % af filtratets volumen.

§ Passage over i de peritubulærekapillærer: Reabsorberetvand og opløste stoffer passerer ud i interstitialrummet, hvorfra det passererover i de peritubulære kapillærer og udtømmes i venerne.

3.     Tubulærsekretion:

·     Vedtubulær sekretion passerer nogle stoffer fra de peritubulære kapillærer viainterstitialrummet over i nefronets lumen. Giver ekstra mulighed for atudskille stoffer fra blod til urin ® mulighed for at eliminerefremmedstoffer.

o   Kan ske ved aktive eller passive processer(ligesom reabsorption).

·     Stoffer, der udskilles ved sekretion:

o  Proteinbundneorganiske molekyler (disse filtreres ikke i glomeruluskapillærerne, da de erbundet til proteiner)

o  Visseneurotransmittere

o  Lægemidler,fx morfin

o  Tilsætningsstoffer.

Fortynding/koncentrering:

·     Afhængigaf indtaget vandmængde regulerer nyrerne urinens koncentration, således athomeostase opretholdes.

o   Ved stort vandindtag, dannes der stormængde urin med lav koncentration.

o   Ved lavt vandindtag dannes der lav mængdeurin med høj koncentration.

o   Denne regulering sker i de distale tubuliog samlerørene.

·     VandReabsorptionen af de 65+15% af filtratets volumen i proksimale tubuli og Henlesslynge er obligat, hvorimod de sidste 19 % i distale tubuli og samlerørene kanvarieres.

·     Koncentrationsforskelle i medulla: Forskelle i osmolariteten i medulla harstor betydning for nyrernes evne til at producere koncentreret urin. I barkenhar ekstracellulærvæsken en koncentration på ca. 300 mOsm/l. Koncentrationen afekstracellulær væsken stiger ned igennem medulla, så den nede vednyrepapillerne er på ca. 1.200 mOsm/l.

·     Maksimal/minimal urinproduktion: Den maksimale urinproduktion ved fraværaf ADH er ca. 22 liter pr. døgn (person på 70 kg). Den minimale urinproduktionfor at udskille affaldsstoffer er 0,5 l pr. døgn. Den normale urinproduktion erca. 1,5 l pr. døgn.

·     Hosyngre voksne er den normale glomerulære filtrationshastighed (GFR) = 180 L pr. dag (svarende til 125 mL/minut).

·     GFR falder med alderen pga. mindremuskelmasse, mindre fødeindtag og mindre fysisk aktivitet.

·     GFRer det bedste kliniske mål for nyrernes funktion.

Definition af clearance= det volumen afplasma, der renses for et bestemt stof i nyrerne hvert minut.

·     Målesi mL/minut.

·     Clearancefor et bestemt stof kan beregnes ud fra følgende formel:

Anvendelse:

·     Clearancekan bruges til at estimere plasma-flow igennem nyrerne.

·     Clearancebruges til at bestemme, hvordan lægemidler eller andre stoffer udskilles afnyrerne.

·     Clearancekan bruges til at estimere GFR(glumorulære filtrations ratio)

o  Dettekræver, at man måler clearance for et stof, der

§  1. Passerer frit igennem filtrationsmembranen

§  2. Ikke reabsorberes

§  3. Ikke sekreteres

§  4. Ikke metaboliseres eller dannes i nyrerne.

o  Forsådanne stoffer vil alt det stof, der filtreres, også udskilles med urinen, såclearance vil være lig med GFR.

o  Inuliner et stof, der opfylder disse betingelser.

o  Daclearance kan bruges til at estimere GFR, kan det også bruges til at målenyrefunktionen. Hvis clearance er nedsat, er det tegn på nyresvigt.

Regulering af den glomerulære filtrations ratio:

o  Kanmåles ved at regulere blodgennemstrømningen og det hydrostatiske tryk i glumeruluskapillærerne.

o  foregårved at regulere diameteren af de tilførende og fraførende arterioler.

o  Kontraktion af tilførende arteriolermedfører

o  Faldi hydrostatisk tryk i glomeruluskapillærerne

o  øgetmodstand i nyrrekarrene giver fald i bloodflow.

à bevirker begge til nedsat filtration

o  kontraktion af farførende arterioler:

o  stigningi hydrostatik tryk i glomeruluskapillærerne

o  øgetmodstand resulterer i fald i bloodflow

à mekanismerne virker modsat rettet,derfor kun moderat nedsat filtration.

Regulation af arteriolernes diameter:

o  skervia autoregulation og det sympatiske nervesystem.

o  Autoregulation:

o  Sørgerfor at GFR holdes relativt konstant, selvom det systemiske arterielle blodtrykvarierer.

o  Indenforblodtryk i størrelsen 90-180 mmHg holdes GFR ret konstant.

o  Detsker ved regulering af modstand i tilførende arterioler (præcise mekanismeukendt):

o  Stigning i systemisk blodtryk ® tilførendearterioler kontraheres ® forhindrer øget bloodflow og filtrationstryki glomeruluskapillærerne ® GFR holdes konstant.

o  Fald i systemisk blood flow ® tilførendearterioler dilateres ® forhindrer nedsat bloodflow ogfiltrationstryk i glomeruluskapillærerne ® GFR holdes konstant.

o  Maculadensa-cellerne registrerer øget filtratflow i distale tubuli ® giverbesked til juxtaglomerulære celler ® tilførende arterioler kontraheres ®filtrationstryk falder.

·     Sympatisk påvirkning:

o  Blodkari nyrer er innerveret af sympatiske nervefibre.

o  Sympatiskpåvirkning medfører kontraktion af tilførende arterioler ® bloodflowog filtrationstryk falder ® GFR falder. Samtidig kontraheresfraførende arterioler også ® filtrationstryk falder mindre endbloodflow.

o  Ved moderat sympatisk påvirkning påvirkes GFR næsten ikke, daautoregulation sørger for at holde den konstant.

o  Ved intens sympatisk påvirkning (fx shock eller intens fysisk aktivitet)kontraheres tilførende arterioler kraftigt ® bloodflow gennem glomeruluskapillærernereduceres voldsomt ® GFR falder til få ml pr. minut (modnormalt ca. 125 mL/minut) – dvs. stærk sympatisk påvirkning kan overruleautoregulationen.

Nyrerne

Glukose:

·     Derfiltreres cirka 150 g glucose pr. døgn over filtrationsmembranen.

·     Undernormale forhold reabsorberes al glucosen igen (fuldstændig reabsorption).

o   Nyren sikrer derved, at dette værdifuldestof ikke tabes med urinen.

·     Reabsorptionensker hovedsagligt i de proksimale tubulived følgende mekanisme:

o   Glucose transporteres fra nefronets lumenind i tubuli-epithelcellerne ved sekundæraktiv transport med Na⁺ (co-transport).

o   Glucose bevæger sig fratubuli-epithelcellerne ud i interstitialvæsken ved faciliteret diffusion.

Aminosyrer:

·     Aminosyrernereabsorberes under normale forholdfuldstændigt, da de er et vigtigt stof for kroppen.

·     Reabsorptionensker i de proksimale tubuli ved sammemekanisme som for glucose

o   Aminosyrer transporteres fra nefronetslumen ind i tubuli-epithelcellerne ved sekundæraktiv transport med Na⁺ (co-transport). Aminosyrer bevæger sigfra tubuliepithelcellerne ud i interstitialvæsken ved faciliteret diffusion.

Protein:

·     Filtrationsmembranenudgør en effektiv barriere for proteiner, hvorfor der filtreres meget fåproteiner over i præurinen.

·       Dog filtreres små mængder afplasmaproteinet albumin, der er detmindste plasmaprotein.

·       De filtrerede mængder af albumin reabsorberes fuldstændigt ved endocytose. Hos raske mennesker er derderfor ikke protein i urinen.

Nyrerne er denvigtigste regulator af Na⁺- og K⁺-koncentrationerne iorganismen.

Natrium:Nyrernes regulation af ekstracellulærvæskens natriumindhold:

·     Ved glomerulær filtration passerer Na⁺ i blodet over i Bowmanskapsel og mængden af natrium i organismen reguleres af graden af tubulærreabsorption.

·     Gradenaf reabsorption i proksimale tubuli og Henles slynge er relativt konstant.

·     Derimoder reabsorptionen i distale tubuli og samlerørerne hormonelt reguleret:

o  Aldosteroner et steroidhormon, derudskilles fra binyrebarken. Aldosteron øger reabsorption af Na⁺ idistale tubuli og samlerørene.

o  Virkerved at binde til intracellulære receptorer, der øger syntesen aftransportproteiner for Na⁺.

§  Lillefedtopløseligt hormon, der kan kommer over alle membraner. Des flere aldosteronhormoner des flere Na⁺-K⁺-kanaler

§  Nu flere Na⁺-K⁺-pumper vi har, nu mere kalium får vi ud igennem urinen.

o  Vedhøje mængder af aldosteron udskilles kun ca. 0,1 g Na⁺ pr. dag.

o  Vedfravær af aldosteron udskilles helt op til 30-40 g Na⁺ pr. dag.

·   Udskillelsenaf aldosteron stiger, når binyrebarken påvirkes af angiotensin II (renin-angiotensin-aldosteron-systemet) og nårekstracellulærvæskens koncentration af K⁺ stiger (påvirker binyrebarkensceller direkte).

·     Nyrernebruger 80 % af deres energi på reabsorption af Na⁺.

·     Na⁺er den vigtigste ekstracellulære kation. Står for 90-95 % af detekstracellulære osmotiske tryk

Kalium: Nyrernesregulering af ekstracellulærvæskens kaliumindhold:

·     K⁺passerer frit over i Bowmans kapsel ved glomerulær filtration.

·     K⁺reabsorberes ved aktiv transport i de proksimale tubuli.

·     K⁺sekreteres fra de peritubulære kapillærer til de distale tubuli og samlerørene

o  Reabsorptionenaf K⁺ er relativt konstant, hvorved organismens indhold af K⁺reguleres derfor primært ved regulering af sekretionen af K⁺:

o  Aldosteronfra binyrebarken øger sekretion af K⁺ i distale tubuli ogsamlerørene ® koncentration af K⁺ i urin stiger ®koncentrationen af K⁺ i plasma falder.

o  Udskillelsenaf aldosteron stiger, når binyrebarken påvirkes af angiotensin II(renin-angiotensin-aldosteron-systemet), og når ekstracellulærvæskenskoncentration af K⁺ stiger (påvirker binyrebarkens celler direkte).

Natrium:

·     Hypernatriæmi er forhøjet koncentration af natrium iekstracellulærvæsken (vævsvæske og plasma).

·     Hyponatriæmi er nedsat koncentration af natrium iekstracellulærvæsken (vævsvæske og plasma).

·     Mulige konsekvenser af hypernatriæmi: Ses bl.a. ved dehydrering. Tørst, feber,tørre slimhinder. Mere alvorligt: Kramper og lungeødem.

·     Mulige konsekvenser af hyponatriæmi: Kan bla. skyldes gastrointestinale tabved opkastning og diarré. Intracellulært ødem, bl.a. i hjernen, hvilketmedfører letargi, forvirring, koma.

Kalium:

·     Hyperkaliæmi er forhøjet koncentration af kalium iekstracellulærvæsken (vævsvæske og plasma).

·     Hypokaliæmi er nedsat koncentration af kalium iekstracellulærvæsken (vævsvæske og plasma).

·     Mulige konsekvenser af hyperkaliæmi: Hvilemembranpotentialet depolariserer.Ved mild hyperkaliæmi: Øget neuromuskulær excitabilitet, rastløshed,intestinale kramper, EKG-påvirkning (hurtig repolarisering). Ved alvorlighyperkaliæmi, der hæmmer konduktion af a.p.er: Muskelsvaghed, tab afmuskeltonus, lammelser, hjertestop.

·     Mulige konsekvenser af hypokaliæmi: Hvilemembranpotentialet hyperpolariserer.Fører til nedsat neuromuskulær excitabilitet, muskelsvaghed, nedsat tonus iglat muskulatur, hjertepåvirkining.

ADH- antideuratisk hormon:

·     bevirker,at permeabiliteten for vand i distale tubuli og samlerørene øges.

·     virkerved at binde til en membranbunden receptor i cellerne i de distale tubuli ogsamlerørene. Aktiverer en G-proteinmekanisme, så der dannes flere vandkanaler.

·     Øgetpermeabilitet for vand bevirker, at en større mængde vand reabsorberes, såurinvolumen falder.

·     Daen større væskemængde herved holdes tilbage i kroppen, falderosmolariteten i plasma og interstitielvæsken.

·     Stimulusfor øget frigivelse af ADH er stigning i osmolariteten i interstitielvæsken ogplasma (registreres af osmoreceptorer i hypothalamus) samt fald på mere end5-10 % i blodvolumen og blodtryk (registreres af baroreceptorer i bl.a. aortaog sinus caroticus).

Reniner et enzym, der frigives af det juxtaglomerulære apparat. Stimulus forfrigivelsen af renin er:

o  Nedsatblodtryk i de afferente arterioler i nyrerne.

o  Nedsatkoncentration af Na⁺ i filtratet, når det passerer forbi maculadensa cellerne i distale tubuli.

o  Reninpåvirker produktionen af aldosteron

nyresygdomme

Renin virker viadet såkaldte renin-angiotensin-aldosteronsystem og startes blandt andetved fald i blodtrykn.

·     Hovedvirkningerneaf øget renin udskillelse er:

o   øgetblodtryk

o   øgetreabsorption af Na⁺.

·     Detteopnås gennem følgende mekanisme:

o  Reninudskilles til blodet af celler i det juxtaglomerulære apparat.

o  I blodetkatalyserer renin omdannelsen af angiotensinogen (der produceres i leveren) tilangiotensin I.

o  Ilungekapillærerne (og visse andre steder) findes enzymetangiotensin-converting-enzyme (ACE), der katalyserer omdannelsen af angiotensinI til angiotensin II (aktivt angiotensin).

·     Virkningaf angiotensin II:

o  Potentvasokonstriktor, der fører til konstriktion af systemiske blodkar og dermedøget blodtryk (men nedbrydes hurtigt og virker derfor kun kortvarigt).

o  Stimulererudskillelsen af aldosteron fra binyrebarken:

§ Aldosteronøger reabsorption af Na⁺. Dermed reabsorberes mere vand frasamlerørene ved osmose (hvis ADH er tilstede), så urinvolumen falder ogblodvolumen øges.

§ Aldosteronøger endvidere sekretion af K⁺ til urinen.

·     Stimulerertørstcenteret i hypothalamus, så vandindtaget øges.

·     Stimulererappetit efter salt, så Na⁺-indtaget øges.

·     StimulererADH-sekretion, så urinvolumen falder.

Ændringer i diurese:

·     Normaldiurese: ca. 1,5 liter pr. døgn.

·     Maksimalurinmængde: 22 l pr. døgn for en person på 70kg.

·     Minimalurinmængde: 0,5 l pr døgn – nødvendig for at udskille tilstrækkeligt medaffaldsstofer.

·     Urinvolumens størrelse: er påvirket af de samme faktorer, sompåvirker GFR og reabsorption:

o  Hormonellemekanismer: ADH

o  Rening-agiotension-aldosteron(ANH)

o  autoregulation

o  sympatiskregulering

stigning i blodtryk:

·     stigendeblodtryk vil som regel associeres med stigende blodvolumen.

·     Førertil øget diurese via følgende mekanismer:

o  Rening-angiotensin-aldosteron systemet:

§ Blodtrykketstiger og dette får renin sekretionen til at falde, som får angiotension I ogII til at falde

§ Medførerat aldosteron udskillelsen fra binyrebarken falder og reabsorptionen ad Na+falder og derved også reabsorptionen ad vand ved osmose falder

§ Dettetilsammen medføre at der udskilles mere vand til urinen og dette øgerdiuresen. 

o  ANH: blodvolumen stiger og ANH-sekretionen i højre atrium stiger,som medfører at reabsorption af Na+ falder og derved reabsorptionen af vand vedosmose.

§ Diuresenvil stige.

o  ADH:

§ Storstigning i blodtrykket (>5-10%) nedsættes udskillelsen af ADH franeurohypofysen

§ Reabsorptionaf vand i distale tubuli og samlerørerne falder og diuresen stiger.

o  Sympatisk regulering:

§ Blodtrykketstiger (opfattes af barocereptorer), som resulterer i af arteriolerne fra detsympatiske falder.

§  Dilation af tilførende arterioler, øgerblodstrømmen til nyrer og derved GFR stiger.

§ Medførerøget diurese.

o  Sympatiskpåvirkning påvirker dog GFR ved store stigninger i blodtryk, daautoregulationen holder GFR konstant ved blodtryk inden for 70-180 mmHG.

Ved fald i blodtryk:

·     Faldi blodtryk vil som regel være associeret med faldende blodvolumen.

·     Førertil nedsat diurese via følgende mekanismer:

o  Renin-angiotensin-aldosteronsystemet:

§ Blodtrykfalder og renin-sekretion stiger

§ angiotensinI og II stiger og  aldosteron frabinyrebark stiger

§ medførerøget reabsorption af Na⁺  og reabsorptionaf vand ved osmose og derved et fald diurese

o  ANH:

§  Blodvolumen falder og ANH-sekretion ihøjre atrium falder.

§  Derved øges reabsorption af Na⁺ og reabsorption af vand ved osmose sommedfører fald i diurese

o  ADH:

§  ved store fald i blodtrykket (>5-10%)medfører til øget ADH sekretion fra neurohypofysen, som vil medføre øgetreabsorption af vand i distale tubuli og samlerørerne  og diuresen vil falde.

o  Sympatiskregulering:

§ Blodtrykfalder (opfattes af baroreceptorer) som øger den sympatisk stimulering af arterioler

§ konstriktionaf tilførende arterioler medfører nedsat bloodflow til nyrerne og derved etfald i GFR, som mindsker diurese.

o  Defraførende arterioler kontraheres også som følge af sympatisk påvirkning, såfiltrationstrykket påvirkes mindre end bloodflow.

o  Kunintens sympatisk påvirkning bevirker fald i GFR, da autoregulation holder GFR konstant ved moderat sympatiskpåvirkning.

Tørstmekanismen:

o  Osmolaritet iekstracellulærvæske stiger, så osmoreceptorer i hypothalamus sender besked tiltørstcenteret i hypothalamus, som øger tørst og derved øget vandindtag.

o  Hvis vandindtager så lavt, at der opstår fald i blodvolumen og dermed fald i blodtryk, vilrenin-angiotensin-systemet, ANH-mekanismen og sympatisk regulering også fåbetydning.

Hormonal indvirkning: Forskellige hormoner kan påvirke diuresens størrelse:

o  ADH: ADH stiger reabsorption af vand  stiger og diuresen falder

o  Aldosteron: Aldosteron stiger reabsorption af Na⁺ stigerog derved øget reabsorption af vand ved osmose diuresen falder

o  ANH: ANH stiger og reabsorption af Na⁺ falder ogderbed også reabsorption af vand ved osmose , som øger diuresen

Temperatur:

Alkalose: pHi ekstracellulærvæsken er over 7,45.

Acidose:pH i ekstracellulærvæsken er under 7,35. (acid = syre)

Trehovedmekanismer regulerer H⁺-koncentration i ekstracellulærvæsken:

1. Buffersystemer

2. Det respiratoriske system

3. Nyrerne.

1.     Buffersystemer:

o  StabilisererpH ved at binde H⁺, når pH falder, og frigive H⁺, når pHstiger.

o  Kulsyre/bikarbonatbuffersystemet: CO₂ + H₂0 <=> H₂CO₃<=> H⁺  + HCO₃^-

§  Fx en astma-patient, som får et anfald,får en syre-ophobning, da de ikke kan komme af med CO₂, hvilket ift.Ligevægten, skaber en højere koncentration af H⁺, og dette skabersyre

§  Hvis man hyperventilere, trækker manvejret mere, hvilket gør vi kommer af med mere CO₂, som ift.Ligevægten gør vi adskiller flere H⁺ ioner, og derfor bliver kroppenmere basisk. Man besvimer fordi man har fået udluftet sin CO₂

§  Denne ligevægt er over det hele.

o  Proteinbuffer-systemer:

§ Intracellulæreproteiner, især hæmoglobin, og plasmaproteiner kan fungere som buffere, idetderes aminogrupper eller carboxylgrupper kan binde H⁺, nårkoncentrationen heraf stiger, og frigive H⁺, når koncentrationenheraf falder.

o  Fosfatbuffer-systemer:

§ Fosfatholdigemolekyler, fx DNA og RNA, kan fungere som buffere.

§ Vigtigefor intracellulær regulering af pH.

2.     Respiratoriskregulering af pH:

o  Lungernereagerer hurtigt på forandringer i pH (indenfor minutter). Men deres kapacitettil påvirking af pH og præcisionen heraf er mindre end nyrernes.

o  RegulererpH ved at påvirke kulsyre/bikarbonatbuffer-systemet:

H₂O + CO₂ ® H₂CO₃® H⁺ + HCO₃^-

o  Reaktionmellem H₂O og CO₂ katalyseres af enzymetkulsyreanhydrase.

§  Vedfald i pH (øget indhold af H⁺)→ øget respiration → mindre CO₂-koncentration i kroppen → ligevægt ireaktionen forskydes til venstre → H⁺ og HCO₃^-går sammen til kulsyre,  der dissocierertil vand og CO₂ → pH stiger = homeostase opretholdes.

§  Vedstigning i pH (nedsatindhold af H⁺) → nedsat respiration → højere CO₂-koncentrationi kroppen → ligevægt i reaktionen forskydes mod højre → H₂O og CO₂går sammen til kulsyre, der dissocierer til H⁺ og HCO₃^-→ pH falder = homeostase opretholdes.

3.    Nyrernes regulering af pH:

o  Nyrernereagerer langsommere på forandringer i pH end lungerne (timer-dage), men harstørre kapacitet til at påvirke pH end lungerne.

o  Nyrerneregulerer pH ved at regulere sekretionen af H⁺ fra de peritubulærekapillærerer til tubuli og reabsorptionen af HCO₃^-  fra tubuli til de peritubulære kapillærer.

§  Ved faldi blod-pH (øget indhold af H⁺) sker en øget sekretion af H⁺fra blod til nyretubuli, hvorved flere H⁺ fjernes fra blodet.

o  Samtidigøges reabsorption af HCO₃^- fra nyretubuli til blod. HCO₃^-går i kapillærerne sammen med H⁺ og danner H₂CO₃,hvorved endnu flere H⁺-ioner fjernes fra blodet. Resultat erstigning i pH

§  reabsorptionen af HCO₃^-,således at flere H₂CO₃-molekyler i blodet dissocierer tilH⁺ og HCO₃^-. Resultat er fald i pH.

Undersøgelse ved mistanke om nyre ogurinvejssygdom:

§ Urin:

o   Uringmængde: <400-500 mL. Pr. døgneller helt ophør (anuri)

o   Urinens indhold: affaldsstoffer(kreatinin/urinstof), protein, elektrolytter (Na+ og K+)

o   Urinens udseende: lys/mørk?, blod iurinen (hæmaturi)

§ Nyrefunktion:

o   Cleareance:

§  Detbedste mål for nyrernes funktion

§  Målerden volumen blod, der kan renses for et bestemt stof i nyrerne pr. minut

§  Brugestil at estimere GFR og renalt bloodflow.

o   Plasmakoncentrationen af kreatinin ogcarbamid (urea = urinstof)

§   Forhøjedeplasmakoncentrationer af kreatinen og urinstof ® indikerer nedsat nyrefunktion. (kreatininskal være over 120 mikromol/L ved man at der er noget galt med nyrerne.

§  Kreatininen: Når vi nedbryder muskelproteinerdannes der kreatinin som udskilles via blodet i nyrerne. Det er etnedbrydningsstof fra nyrerne. Kan vi ikke udskille kreatinin, stiger urinstoffetcarbamid også

o   Renografi:

§  Et gammakamera hvor patienten placeres under.

§  Et radioaktivt sporstof, der udelukkendeudskilles ved glomerulær filtration, indsprøjtes i.v. Radioaktiviteten inyreregionerne i de næste 20 minutter måles

§ mankan se, hvor hurtigt det radioaktive stof optages i nyretubuli, og hvor hurtigtdet udskilles til urinen og kan derved estimere nyrernes GFR ogafløbsparametre.

o  Ultralyd, CT-scanning, røntgen:

§ Billeddannendeteknikker.

§ Brugestil at vurdere nyrestørrelse, prostatastørrelse vedprostatahypertrofi, tumorstørrelse og lokalisation vedforskellige cancere, stenstørrelse og lokalisation veduretersten/nyresten.

Dialyse:

§ Anvendes til erstatning af nyrefunktionen hos enpatient med nyresvigt

§ Hæmodialyse:

o   Blodetrenses udenfor organismen i en maskine

o   Kredsløbethos patienten forbindes med en dialysemaskine, der fungerer som en ”kunstignyre)

o   Maskinen indeholder et dobbeltrørsystem meden semipermeabel membran imellem

o   I det ene rør løber patientens blod – ud afen arterie, gennem maskinen og ind i en vene.

o   I det andet rør er der dialysevæske medopbygning ligesom plasma, bortset fra at det ikke indeholder metaboliske affaldsstoffer.Metaboliske affaldsstoffer diffunderer derfor fra blodet over i dialysevæsken,hvorved patientens blod renses for affaldssstoffer.

o   Proceduren skal gentages 2-3 gange om ugen i 4-5 timer.

o   1.800 patienter i DK i kronisk hæmodialys

§ Peritonealdialyse:

o    Blodetrenses i organismen.

o   Peritonealmembranen bruges som dialysefilter:

§  1-2 liter væske hældes ind i peritonealhulenvia kateter.

nyresygdomme

urinvejsinfektioner

omfatter:blærebetændelse (cystitis), nyrebækkenbetændelse (pyelonefritis og urosepsis(blodforgiftning udgået fra urinvejene.

Forekomst

§ En hyppig lidelse

§ Urosepsis udgør ¼ af sepsistilfælde hos ældrepatienter.

Patogenese

§ Forårsages af bakterier fra mave-tarm-kanalen dervia urinrøret giver blærebetændelse.

§ Yderligere spredning af infektion viaurinlederne til nyrebækkenet opstår pyelonefritis og videre til blodet,urosepsis)

§ Forsnævring af urinlederen, sten i nyrebækkeneteller dårlig tømning af blæren

§ Hos indlagte: efter instrumentering iurinvejene.

Ætiologi

§  E.Coli forårsager op til 90% af cystitistilfælde.

Symptomer

§ Hyppig og smertefuld vandladning

§ Ømhed over blæren og fornemmelse af manglendeblæretømning

§ Feber og smerter over lænden (pyelonefritis)

§ Dårligt almentilstand med faldende blodtryk(urosepsis)

Diagnose

§ Urinstiks anvendes ved mistanke om infektion

o  Udskillelse af leukocytter i urinen

§ Dyrkning af bakterier for at bestemme antibiotikabehandling

Behandling

§ Ofte svinde af sig selv, specielt ved indtagelseaf tranebærsaft der gør urinen sur

§ Rigeligt væskeindtag – øget urinflow nedsætterantallet af bakterier

§ Antibiotika i 3-14 dage

Forebyggelse

§  Kvinderlader vandet efter samleje, så bakterier skylles ud

Ufrivillig afgang afurin i et omfang der er et socialt og hygiejnisk problem

Forekomst

§ Stort tabu – derfor kendes ikke forekomsten

§ Rammer hver 10. Dansker, 75% af dem er kvinder

Patogenese

§ Stress-inkontinens: insufficient uretrallukkefunktion og svagt bækkenbund

§ Trykket på blæren er større end den krafturinrøret lukkes med.

o  Fysisk aktivitet, host, nys, latter

Ætiologi:

§ Overvægt, graviditet/fødsel, kronisk hoste

§ Urge-inkontinens:

o  Læsion eller lidelse i CNS (rygmarvsskade/apopleksi)

o  Urinvejsinfektion

o  Forstadier til kræft

Symptomer

§ Stress: små vandladninger uden det mærkes, vedhost, aktivitet mm.

§ Urge: kraftig trang til vandladning, som hurtigvil ende i vandladning, stor mængde urin

Diagnose

§ Anamnese + væske-vandladnings-skemaer

§ Undersøgelse af blæren med fyldning og tømning

§ Kikkertundersøgelse for at udelukke f.eks.kræft.

Følgesygdomme

§ Social invaliderende

§ Hudproblemer i og omkring skridtet, fordipatienten er ofte våde

Behandling

§ Stress: bækkenbundstræning, lokaltøstrogentilskud i skeden

§  klokkeslætsvandladning og bækkenbundstræning

forstørretblærehalskirtel

Forekomst

§ 75% af alle 70-årige mænd

§ 10-25% operationskrævende inden 80-årsalderen.

Patogenese

§ prostata omskeder den øverste del af urinrøretforårsage vækst forsnævring af urinrøret

o  afløbsmodstand

§ Kompensationsfasen: forstørret blære og vilindeholde mere urin, som vil ende i urge-symptomer

§ Dekompensationsfasen: vedvarende afløbshindringàblæremusklen dekompenseres (mister styrker)

o  Fører til dårlig blæretømning og manglende evnetil at tømme blæren

Ætiologi

§ Ukendt, men to forudsætninger

o  Omdannelsesprodukt af det mandlige kønshormon(dihydrotestosteron)

o  alder

Symptomer

§ irritative: natlig og hyppig vandladning,bydende vandladningstrang, inkotinens

§ ibstruktive: igangsætningsbesvær, slap stråle,efterdryp, dårlig blæretømning, urinretention

Diagnose

§ anamnese med spørgsmål om medicin brug

§ DAN-PSS – den danske prostata symptom score –sværhedsgraden vurderes

o  Udfyldes hjemme for hver vandlandning

§ Væskevandladningsskemaet. Skema med væskeindtagog vandladning.

§ Objektiv undersøgelse af prostata gennemendetarmen

§ Spontant flow: kraften på urinstrålen +residualmåling (urinen der er tilbage i blæren) ved ultralydsscanning

§ Urinstiks: blod, sukker i urinen

Følgesygdomme

§  urinvejsinfektion

Behandling

§ medicinsk:

o  a-blokkere til afslapning af blærehalsen

o  hæmmere for væksten af prostata(5-a-reduktasehæmmere)

§ kirurgisk:

o  skrælning af blærehalsrørskirtlen gennemurinrøret

Prognose

§ tilbud om efterfølgende tjek efter behandlingfor at se resultat

§ prostata vokser gennem hele livet og vil oftekræve behandling igen

nedsættelse af GFR akut

Forekomst

§  5%af alle indlagte, 15-30% af intensiv patienter

Patogenese

§ 3 grupper:

o  Prænatalt:

§ Blodgennemstrømning utilstrækkelig

§ Grundet væske/blodmangel eller hjertesvigt

o  Renalt:

§ Skade direkte på nyrevævet

§ Grundet iltmangel eller behandling medmedikamenter (shocknyre)

o  Postrenalt:

§ Obstruktion af urinvejene

Ætiologi

o  Prærenalt:

o  Dehydrering, blødning, feber/sepsis,hjertekredsløbssvigt, medicin

o  Renalt

o  ATIN: iskæmisk eller toksisk påvirkning

o  Inflammation i glomeruli elle ri nyrevævet

o  Postrenalt:

o  Kræft, nyresten, forsnævring af urinrøret

Symptomer

o   Afhængeraf årsagen til akut nyresvigt

Behandling

o  Dehydrering: væsketilførsel

o  Blodgennemstrømning øges

o  Antibiotika

o  Dialysebehandling

Forekomst

o   2600patienter i kronisk dialysebehandling, 700 nye hvert år

Patogenese

o  primær sygdomsproces resulterer i at nyrevævetgår til grunde

o  arvelige cystenyresygdom – cyster fortrængernyrevævet

Ætiologi

o  grundsygdommen

o  derudover: diabetes, proteinuri, rygning, adipositas

Symptomer

o  over halvdelen af nyrens funktion kan tabes førdet giver symptomer

o  træthed (anlmi), grundet mangel på EPO (dannes iknoglemarven og stimulerer til dannelse af røde blodlegemer

o  kvalme, hudkløe grundet ophobning afaffaldsstoffer

Diagnose

o  blodprøver: nedsat hæmoglobin, nedsat bikarbonat

o  beregning af kreatinin-cleareance

o  proteinindholdet med urinstiks

o  ultralydsscanning

Behandling

o  Konservativ behandling: blodtryksreduktion,kostregulering,

o  Dialyse:

o  Hæmodialyse: AV fistel på underarmen

§ Påkrævet fremmøde 2-3 gange om ugen i fire timer

o  Peritonetaldialyse: bughinden som dialysefilter

§ Skiftes manuelt 4 gange i døgnet

Leveren

Forekomst

o   4000nye tilfælde hvert år.

Ætiologi

o  ukendt, men 10% genetisk disposition – specieltfor udvikling før 65 årsalderen

o  vestlig levevis, højt indtag af animalsk fedtøger risikoen

o  soya, plantefibre og d-vitamin synes at havebeskyttende effekt

Symptomer

o  kan være uden symptomer

o  hyppig vandladning, igangbesvær, slapurinstråle– ofte godartet prostatahypotrofi

o  lokale smerter i sædepartiet og metastaser ilumfeknuderne kan blokere lymfesystemet, som fører til hævelse af benene. 

Diagnose

o  PSA måles i en blodprøve

o  PSA produceres i rask prostata og i prostatakræftceller

o  Er derfor ikke indikator for PC, men hvisårsagen til forhøjet PSA ikke kan findes, kan kræft mistænkes.

o  Biopsi af prostata

o  Ultralydsscanning (TRUS) – prostata scannes medultralydssonde ført ind i endetarmen.

o  CT og MR for undersøgelse af spredning

Behandling

o  Regelmæssig PSA kontrol og ny biopsi hvert år

o  Operation

o  Ekstern stråling

o  Brakyterapi (indvendig strålebehandling)

o  Fryseterapi

o  Hormon behandling og kemoterapi

Følgesygdomme

o  Efter operation: impotens

o  Urininkontinens

o  Hyppig vandladning, diarre, øget afføringstrang,lejlighedsvis blod i afføringen

Leveren

o  Lokalisation:ligger lige under højre del af diaphragma, under højre ribbenskurvatur.

o  Størrelse:kroppens største interne organ, vejer ca 1,5 kg.

o  Farve: brun

o  Inddeling:inddeles i to hovedlapper: højre og venstre lobi.

o  højre lap udgør ca 80% af leveren.

Galdeblæren er ensæklignende struktur, der ligger på undersiden af leveren.

Galdeblærensfunktion:

o  atoplagre og opkoncentrere galde indtil det skal bruges til fordøjelse ityndtarmen.

o  Galdeproduceres i leveren

Produktion af galde:

o  Galdeproduceres af hepatocytter i leveren.

o  Herfraløber galden gennem små galdekanaler og ud af leveren gennem h’jre og venstrehepatiske ductus, som løber sammen til ductus hepaticus communis.

o  Produktionensker kontinuerligt

o  Mellemmåltider:

o  Nårder ikke foregår fordøjelsen i duodenum, løber galden via ductus cysticus op igaldeblæren.

o  Heropbevares galden og galdens koncentration af galdesalte og pigmenter bliverhøjere, fordi vand og electrolytter absorberes fra galdeblæren.

o  Efteret måltid:

o  Herbegynder der at komme nedbrydningsprodukter fra fedt og proteiner i duodenum

o  Dervedudskulles kolestocytokinin i duodenum, som gør at galdeblæren kontraherer, sågalden løber ud galdeblæren og ender i duodenum.

Galdegange - Højre og venstre hepatiske duct:

o  Galdeproduceres i hepatocytterne i leveren og løber gennem små galdekanaler ogderefter ud af leveren via højre og venstre hepatiske duct, som udgår frahenholdsvis højre og venstre leverlobi.

o  Højreog venstre hepatiske duct forlader leveren via leverporten og løber dereftersammen til ductus hepaticus communis.

Ductus hepaticus communis:

o  Ductushepaticus communis udgår fra sammenløb af højre og venstre hepatiske duct.

o  Somen sidegren fra ductus hepaticus communis afgår ductus cysticus.

o  Vedsammenløb med ductus cysticus skifter ductus hepaticus communis navn til galdegangen.

Ductus cysticus:

Ductus cysticus udgårfra galdeblæren og løber sammen med ductus hepaticus communis.

Galden kan løbebegge veje igennem ductus cysticus, dvs. både fra ductus hepaticus communis tilgaldeblæren og den modsatte vej.

Galdeblæren:

o  Galdeblærenligger på undersiden af leveren.

o  Fragaldeblæren udgår ductus cysticus, der løber sammen med ductus hepaticuscommunis på overgangen til ductuc choledocus. Galden kan både løbe til og fragaldeblæren via ductus cysticus.

Ductus choledocus (hovedgaldegangen):

o  Hovedgaldegangenstarter ved sammenløb af ductus hepaticus communis og ductus cysticus.

o  Hovedgaldegangenløber sammen med galdekanalen ved den hepatopancreatiske ampulla og udmunderderefter i duodenu

o  Dersidder en sphinctermuskel både ved hovedgaldegangens udmunding i denhepatopancreatiske ampulla og ved udmunding af den hepatopancreatiske ampulla iduodenum.

Blodårer:

·     Vena porta: Vena porta opsamler iltfattigtveneblod fra ventrikel, tarme, milt, galdeblære og pancreas.

o   Vena porta går ind i leveren ileverporten (sidder på leverens underside).

o   Fra vena porta løber veneblodet over ileverens forstørrede kapillærsystem (sinosoider), hvor det blandes medarterielt blod fra a. hepatica.

·     Arteria hepatica:

o   Fra den abdominale del af aorta løber detiltrige arterieblod over i arteria hepatica. A. hepatica går ind i lever vedleverporten. Arterieblodet udtømmes derefter i leverens kapillærsystem, hvordet blandes med iltfattigt veneblod fra vena porta.

·     Venae hepaticae:

o   Veneblod fra leverens sinosoider opsamlesi de centrale vener i leverlobuli. De centrale vener udmunder i venaehepaticae, som udgår fra både oversiden og undersiden af leveren (ikke gennemleverporten). Venae hepaticae udmunder alle i vena cava inferior.

Anatomi af lobuli:

·     Sekskantede lobuli:

o  Leverener dækket af en bindevævshinde, der sender et netværk afbindevævsvægge (septa) ind i leveren. Herved inddeles leveren i sekskantedelobuli.

o  Imidten af hver lobuli er der en central vene.

o  Lederiltfattigt blod fra sinosoiderne til venae hepaticae.

o  Ihvert hjørne af de sekskantede lobuli er der en portal triade. Beståraf:

§ En hepatiskportalvene (iltfattigt, næringsrigt blod ind)

§ en leverarterie(iltrigt blod ind)

§ en galdegang(galde ud).

·     Hepatocytter: Fra midten af hver lobuli udgår derflere regelmæssige rækker af hepatocytter (leverens funktionelle celler),ligesom egerne på cykelhjul.

·     Sinosoider: Mellem væggene af leverceller er derblodfyldte hulrum, leversinosoider. Udgør leverens kapillærer.

o  Blodløber ind i sinosoiderne fra vena porta og arteria hepatica, og ud afsinosoiderne via centrale vener.

o  Vægi sinosoiderne er ufuldstændig ® leverceller kommer direkte i kontakt medblodet. Store molekyler, der ikke kan passere igennem normale kapillærer, kanderfor vandre mellem leverceller og blod.

·       Smågaldekanaler: Indeimellem de regelmæssige rækker af hepatocytter løber små galdekanaler. Galdeproduceres af hepatocytterne og transporteres via galdekanalerne væk fra midtenaf lobuli til højre eller venstre hepatiske duct.